Saturday, January 26, 2013

Starter på en frisk

Hejsa.

Jeg har nu slettet min ene blog, så jeg kun har én tilbage. Jeg ved ikke hvorfor jeg valgte at lave en helt ny blog, som jeg alligevel ikke skrev på særlig meget. Jeg tror måske det er fordi, jeg ikke syntes der sker særlig meget interessant i mit liv, som er værd at skrive om. Men jeg har alligevel lyst til at skrive, så nu gør jeg det. Jeg kan ikke love, at det bliver sjovt, spændende eller noget i den stil. Men jeg vil dele mit liv med dig, som nu læser dette.

I dag har jeg hentet en app ned på min mobil, som gør det nemmere at tælle ens kalorier - fordi det vil jeg prøve nu. Jeg tror ikke det bliver noget jeg kommer til at gøre særlig meget, men jeg vil gerne have en indsigt i, hvor meget man egentlig kan spise, uden at overstige ens indtag af kalorier om dagen. Jeg har allerede spist 350, ud af ca. de 1800 jeg er blevet tildelt på baggrund af min vægt og min højde, og på baggrund af, at jeg skal tabe mig 1 kg. om ugen. Jeg tror det bliver anstrengende at tælle ALLE ens kalorier, fordi man hele tiden skal veje sin mad, for at se, hvor meget man egentlig spiser. I dag bliver det specielt svært, fordi vi skal have spetzel, som indeholder fløde og ost, og jeg ved jo ikke, hvor meget af hvad der er i hver portion. Jeg regner dog med, at jeg må skønne lidt på, hvad jeg tror det indeholder.

Jeg har allerede cross-trænet i 12 minutter, og forbrændt 90 kalorier. Her er jeg lidt i tvivl - er det noget man kan trække fra, det man spiser, eller skal man bare ignorere det, og tage det som en bonus, at man på den måde forhåbentlig taber sig mere? Jeg tager det som en bonus, bare for en sikkerheds skyld.

Udover dette sundheds flip, skal jeg snart starte i skole igen. 2. semester på HA-almen starter på mandag, og jeg er egentlig ikke oplagt til 15 ugers undervisning igen. Dog tror jeg heller ikke jeg kan klare bare at være herhjemme i hele den tid - så man må ofre sig selv lidt.

Jeg har jo været til 6 eksaminer her de sidste 3 uger, hvor den ene var mundtlig. Her er de karakterer jeg allerede har fået svar på:
Statistik (3. januar): Fik 02, hvilket jeg er glad for, da jeg synes det er rimelig svært.
Mikro økonomi (7. januar): Fik 7, hvilket er meget dejligt, da det lige trækker mit gennemsnit lidt op
Regnskabsforståelse (10. januar): Fik også 02, hvilket jeg også er glad for, fordi jeg egentlig troede jeg ville dumpe, fordi jeg kun kunne lave én opgave fuldstændig rigtig.
IT i virksomheden (mundtlig, 18. januar): Fik 4. Jeg er ok tilfreds, givet sværhedsgraden og min nervøsitet lige inden. Inde til eksamen var jeg rimelig rolig og tiden fløj afsted, som den nu altid gør til eksaminer!

Jeg mangler nu kun at få svar fra matematik og omkostnings- og investeringsteori.

I går brugte jeg næsten hele dagen på at se Vampire Diaries inde i stuen - hvilket medførte at min mor blev lidt medtaget af serien også. Derfor ser jeg det ikke lige nu, da min storebror og hans kæreste er på besøg i øjeblikket, og derfor har invaderet stuen. Men jeg regner med, at efter de er taget hjem, skal vi i gang med at se det igen. Det er en utroligt spændende serie, som bare forstår at tryllebinde sit publikum med en fangende historie, som udvikler sig fra afsnit til afsnit. Det er jeg rigtig vild med.

Nu vil jeg gå i bad, fordi jeg ikke lugter specielt godt efter min workout, og derefter skal vi have frokost!

Hav det godt.